Tror faktisk pladesalget er steget på internationalt plan. Det vi ikke får talt med er de 500.000+ bands i hele verden som kun kan sælge plader live og putter det direkte i bandkassen.
Tænk blot hvor mange plader der sælges herhjemme til koncerter med små navne, som ikke ryger med i de samlede tal. Blot en morgentanke.
onsdag den 29. december 2010
fredag den 10. december 2010
FREMTIDENS MUSIKERE ER EVENTMAKERS!
DEBAT-INDLÆG
Af Steffen Rasmussen, Vækstlagsrådgivningen & Det Nye Sort.
FREMTIDENS MUSIKERE ER EVENTMAKERS!
I tider hvor der bruges ualmindeligt mange timer og kræfter på at debattere og diskutere musikbranchens fremtid, samt branchens og musikernes roller, er det som om at debatten er gået lidt i stå i de samme felter.
Digitaliseringen og pengene er blevet omdrejningspunktet.
Man hører ofte argumentet om at musikerne skal acceptere tabet af salgsindtægter, for i stedet vil de få mange flere koncerter pga. den udvidede fanskare. Det kan man så være enig, eller uenig i.
Det tilhørende problem er blot at netop fordi der er mange, mange flere bands om buddet end der var for blot 10 år siden, så er det også tilsvarende sværere at få koncerter, radio og presse – der er jo trods alt kun et begrænset antal pladser på de danske scener.
Men jeg mener nu alligevel at man kan se at mange de bands som har været hyperaktive på promotion- og livefronten, også er de bands som får bygget et navn op nedefra. Mimas, Ginger Ninja, The Bang Bang Brain, Malrun, Dad Rocks, Kris Herman, m.fl, samt udenlandske tournavne som f.eks. Local Natives, Caspian og AndSoIWatchYouFromAfar er gode eksempler på bands som har gjort sig bemærket på lyntid igennem hyppig koncertvirksomhed.
Min konklusion er altså, at hvis man spiller rigtig mange koncerter, så følger der også en naturlig del omtale, presse og digitalisering med (samt live-salg) og ergo vil det være den bedste måde at komme frem blandt de mange i de nye tider.
Men hvordan gør man det, hvis man konstant løber hovedet imod muren fordi man ikke kan få booket de jobs?
Man laver dem selv!
Det er en mulighed som er så fantastisk – alle bands kan skabe deres egne events, og desuden lave penge på dem. Resultatet er ikke kun flere jobs og god profilering, det er også en større bandkasse – med råd til flere promotion-tiltag og eksempelvis udenlandske eventyr.
En hyppig brugt metode som de fleste bands kender, udgør et fint eksempel;
Release-shows
Man oplever oftest at et band som har en plade på trapperne, selv arrangerer et release-show, hvor der oftest er fuldt hus og masser af kroner i entrékassen.
Hvorfor ikke udvide dette?
Man kontakter et spillested, som takker nej til at booke en.
I stedet smider man sin es på bordet – ”jamen så vil vi gerne lege spillestedet”.
Spillestederne kan godt bruge pengene, og vil ofte takke ja, så længe produktet ikke er helt hen i vejret. De har jo intet at tabe økonomisk, i forhold til en normal aften. Her kan man med fordel foreslå en gradueret lejeaftale. Dvs. at jo flere der kommer – jo billigere blive lejen! Hvorfor? Fordi spillestedet således sælger mere i baren, og på den måde er alle vindere.
Dvs. at musikeren har en udgift på leje af spillested på fx 6.000,-
heri ligger lydtekniker, afvikler og til tider en dørmand. Man er så at sige på plads, og skal blot bruge noget support og noget mad.
Der er to scenarier. Et stort spillested og et lille spillested.
Bor man i en større by, kan man med fordel vælge et stort spillested.
Det virker måske urrealistisk at trække 400 mennesker som upcoming band – men det skal man heller ikke.
Man lejer stedet, hyrer evt. 5 andre navne, hvoraf 1-2 er sangskrivere og således ikke kræver set-up tid, etc. Så fordeler man navnene på to scener, og laver korte setlister. Pludselig har man en aften fyldt med lokale navne, som kan trække en masse venner til. De øvrige bands kender man, og de vil således gerne optræde gratis (måske) fordi at det er en god mulighed for promotion, i forbindelse med en koncert på byens store spillested.
Bandet er jo som sagt arrangører og bestemmer således også hvad entréen skal være og hvad der skal stå på plakaten. Man får altså fremhævet sit eget navn som hovednavn og de øvrige som support. På den måde får man profileret sit band som ”på vej frem” da man jo pludselig er hovednavn på byens store sted.
Da det er et event for vækstlaget vil man ofte kunne hive støttekroner hjem og sidst, men ikke mindst, så har man entréen at gøre godt med.
Hvis aftalen betyder at lejen går i nul når der kommer fx 300 mennesker,
og der kun kommer 200, så betyder det måske at lejen er på 2.000,- i den graduerede lejeaftale.
Men så har man til gengæld fået 200 publikummer ind som hver især har betalt f.eks. 50,- = resultatet er et overskud på 8.000,-
Så trækker man skat og mad fra, og går stadig hjem med langt flere penge end man ellers ville gøre – herudover har man spillet på byens store scene, man har fået sit navn ud i byen, man har spillet for et væld af nye publikummer og man har fået presseomtale – hvis man har sendt en god pressemeddelelse ud vel og mærke.
Herefter går man sådan set bare i gang, med at planlægge det rundt omkring i landet. Til tider vil der være underskud, men hvis man gør det godt nok og bruger masser af lokale navne, så vil man i sidste ende få et overskud – og ikke mindst en masse kodapenge.
Der er mange andre eksempler.
Det kan være aftaler med butikker, caféer, receptioner, gadekoncerter,
temafester, velgørenhedsevents, vækstlagsaftener, og meget andet.
- I bund grund er det kun fantasien som sætter grænser.
Fremtidens bands kan bygge sig selv op igennem events – resultatet er desuden et kreativt, sammenhængende bands som kan mere end bare at spille musik, og som lynhurtigt får et stort netværk de kan trække på.
Steffen Rasmussen
steffen@detnyesort.org
- find vækstlagsrådgivningen på facebook -
Af Steffen Rasmussen, Vækstlagsrådgivningen & Det Nye Sort.
FREMTIDENS MUSIKERE ER EVENTMAKERS!
I tider hvor der bruges ualmindeligt mange timer og kræfter på at debattere og diskutere musikbranchens fremtid, samt branchens og musikernes roller, er det som om at debatten er gået lidt i stå i de samme felter.
Digitaliseringen og pengene er blevet omdrejningspunktet.
Man hører ofte argumentet om at musikerne skal acceptere tabet af salgsindtægter, for i stedet vil de få mange flere koncerter pga. den udvidede fanskare. Det kan man så være enig, eller uenig i.
Det tilhørende problem er blot at netop fordi der er mange, mange flere bands om buddet end der var for blot 10 år siden, så er det også tilsvarende sværere at få koncerter, radio og presse – der er jo trods alt kun et begrænset antal pladser på de danske scener.
Men jeg mener nu alligevel at man kan se at mange de bands som har været hyperaktive på promotion- og livefronten, også er de bands som får bygget et navn op nedefra. Mimas, Ginger Ninja, The Bang Bang Brain, Malrun, Dad Rocks, Kris Herman, m.fl, samt udenlandske tournavne som f.eks. Local Natives, Caspian og AndSoIWatchYouFromAfar er gode eksempler på bands som har gjort sig bemærket på lyntid igennem hyppig koncertvirksomhed.
Min konklusion er altså, at hvis man spiller rigtig mange koncerter, så følger der også en naturlig del omtale, presse og digitalisering med (samt live-salg) og ergo vil det være den bedste måde at komme frem blandt de mange i de nye tider.
Men hvordan gør man det, hvis man konstant løber hovedet imod muren fordi man ikke kan få booket de jobs?
Man laver dem selv!
Det er en mulighed som er så fantastisk – alle bands kan skabe deres egne events, og desuden lave penge på dem. Resultatet er ikke kun flere jobs og god profilering, det er også en større bandkasse – med råd til flere promotion-tiltag og eksempelvis udenlandske eventyr.
En hyppig brugt metode som de fleste bands kender, udgør et fint eksempel;
Release-shows
Man oplever oftest at et band som har en plade på trapperne, selv arrangerer et release-show, hvor der oftest er fuldt hus og masser af kroner i entrékassen.
Hvorfor ikke udvide dette?
Man kontakter et spillested, som takker nej til at booke en.
I stedet smider man sin es på bordet – ”jamen så vil vi gerne lege spillestedet”.
Spillestederne kan godt bruge pengene, og vil ofte takke ja, så længe produktet ikke er helt hen i vejret. De har jo intet at tabe økonomisk, i forhold til en normal aften. Her kan man med fordel foreslå en gradueret lejeaftale. Dvs. at jo flere der kommer – jo billigere blive lejen! Hvorfor? Fordi spillestedet således sælger mere i baren, og på den måde er alle vindere.
Dvs. at musikeren har en udgift på leje af spillested på fx 6.000,-
heri ligger lydtekniker, afvikler og til tider en dørmand. Man er så at sige på plads, og skal blot bruge noget support og noget mad.
Der er to scenarier. Et stort spillested og et lille spillested.
Bor man i en større by, kan man med fordel vælge et stort spillested.
Det virker måske urrealistisk at trække 400 mennesker som upcoming band – men det skal man heller ikke.
Man lejer stedet, hyrer evt. 5 andre navne, hvoraf 1-2 er sangskrivere og således ikke kræver set-up tid, etc. Så fordeler man navnene på to scener, og laver korte setlister. Pludselig har man en aften fyldt med lokale navne, som kan trække en masse venner til. De øvrige bands kender man, og de vil således gerne optræde gratis (måske) fordi at det er en god mulighed for promotion, i forbindelse med en koncert på byens store spillested.
Bandet er jo som sagt arrangører og bestemmer således også hvad entréen skal være og hvad der skal stå på plakaten. Man får altså fremhævet sit eget navn som hovednavn og de øvrige som support. På den måde får man profileret sit band som ”på vej frem” da man jo pludselig er hovednavn på byens store sted.
Da det er et event for vækstlaget vil man ofte kunne hive støttekroner hjem og sidst, men ikke mindst, så har man entréen at gøre godt med.
Hvis aftalen betyder at lejen går i nul når der kommer fx 300 mennesker,
og der kun kommer 200, så betyder det måske at lejen er på 2.000,- i den graduerede lejeaftale.
Men så har man til gengæld fået 200 publikummer ind som hver især har betalt f.eks. 50,- = resultatet er et overskud på 8.000,-
Så trækker man skat og mad fra, og går stadig hjem med langt flere penge end man ellers ville gøre – herudover har man spillet på byens store scene, man har fået sit navn ud i byen, man har spillet for et væld af nye publikummer og man har fået presseomtale – hvis man har sendt en god pressemeddelelse ud vel og mærke.
Herefter går man sådan set bare i gang, med at planlægge det rundt omkring i landet. Til tider vil der være underskud, men hvis man gør det godt nok og bruger masser af lokale navne, så vil man i sidste ende få et overskud – og ikke mindst en masse kodapenge.
Der er mange andre eksempler.
Det kan være aftaler med butikker, caféer, receptioner, gadekoncerter,
temafester, velgørenhedsevents, vækstlagsaftener, og meget andet.
- I bund grund er det kun fantasien som sætter grænser.
Fremtidens bands kan bygge sig selv op igennem events – resultatet er desuden et kreativt, sammenhængende bands som kan mere end bare at spille musik, og som lynhurtigt får et stort netværk de kan trække på.
Steffen Rasmussen
steffen@detnyesort.org
- find vækstlagsrådgivningen på facebook -
fredag den 7. maj 2010
Tankerne Bag
Hermed lidt tanker om lukningen af Strange Ears og nye kapitler i livet.
Uden selvcensur og alt det andet. Bare tanker:
Jeg har opdaget at mennesker har så utroligt travlt med at opbygge identiteter, som skal passe til det billede de gerne vil have andre har af dem. Hvadenten det er den smarte indie-dreng med den fede klub, eller den forhøjede manager som ikke behøver at smile venligt fordi han er i toppen af fødekæden.
Det er som om vi som mennesker har så travlt med give os selv roller, fordi vi er bange for at skulle se de store spørgsmål i øjnene. Som om, at så længe vi kan lægge en rolle på os selv – ”ham fotografen”, ”ham dj´en”, ”ham forsangeren”, ”ham bartenderen”, osv. så kan vi bilde os selv at vi har en meningsfuld hverdag og udfylder vores plads i livet – men vi kan jo være så meget mere.
I de år jeg har haft i hele undergrunds/musik/kultur-spektret, har jeg set så mange fantastisk søde mennesker, stille og roligt udvikle sig til mere og mere overfladiske i kampen for at opretholde en form for identitet som skal passe på et billede som egentligt ikke passer, og den tiltagende inde usikkerhed som overtager.
De rigtige ”tags” på facebook, de rigtige ”venner” og deltagelse i de ”rigtige arrangementer”. Oftest uden helt at vide hvorfor.
Pludselig står man hver weekend til et eller anden arrangement med alle de rigtige folk, dj´er den rigtige musik, har det rigtige tøj på, og bliver dagen efter tagget på de rigtige billeder.
Og når man fjerner alt det overfladiske, står man tilbage og er ikke et eneste skridt nærmere på at vide hvem man i virkeligheden er, og hvad meningens med ens liv er.
Det var den ”åbenbaring” jeg en dag fik. Ideen om hvor få mennesker man virkelig kendte rigtige og inderligt holdt af, og hvor mange mennesker man i virkeligheden kun socialiserede med fordi man havde den rolle man nu engang havde.
Ud fra dette, kom en ny drøm – hvem er jeg, hvad er meningen med mit liv, og hvad med alle de aspekter af livet man overset i sin jagt på en identitet.
Således er drømmen fortsat at lave de ting som jeg inderligt brænder for.
Ny musik skal fortsat præsenteres på studenterhuset, ”det nye sort” skal fortsat laves, og et af verdens bedste albums er netop udgivet og skal kæmpes for.
Men efter en række gode og spændende år med musikken, er jeg nået frem til at tiden er inde til at afslutte et kapitel, og give plads til et nyt. Ikke som en afslutning på musikken, men en afslutning på kapitel et - nemlig Strange Ears.
Siden jeg var 18 har jeg brugt størstedelen af min tid, energi og penge på at lave en masse ting omkring musikken, og efter længere tids underbevidste overvejelser, fik jeg for nyligt afklaring som lys fra en klar himmel, at nu havde jeg fået det fra den kommercielle del af musiklivet som jeg skulle have.
Fremover vil jeg være involveret i nogle nye projekter og et par gamle.
Først og fremmest vil arbejdet med udgivelsen af Striving Vines fortsætte - deres album, står sammen med Kellermensch´ debutalbum, som mine absolutte yndlingsplader, omend det er vidt forskelligt.
Mit arbejde med undergrundsevents og magasinet Det Nye Sort, fortsætter i samarbejde med Alive Music, som har et ønske om at gøre endnu mere for væktslaget, og i den helt rette ånd. Det vil jeg gerne være med til, og vil således bruge nogle timer om ugen hos dem. Det nye sort fortsætter således, sammen med de øvrige frivillige - og skal udvikles til det fedeste undergrundsblad!
Herudover har jeg oprettet "Vækstlagsrådgivningen" som jeg fremover vil bruge til at hjælpe og rådgive nye aktører, musikere, osv. I det danske vækstlag. Mit håb er at det kan blive en fast del af det århusianske kulturliv, at der er et sted man kan få vejledning til undergrunden - og gerne i samarbejde med det nye rytmiske produktionscenter i Århus, hvor vækstlaget for alvor kan slå rødder.
Sidst, men vigtigst for mig selv, skal jeg færdiggøre de sidste HF-Fag, så jeg kan starte på drømmestudiet, som arkæolog, sideløbende med de nye projekter.
Men uanset - Jeg har fået de bedste oplevelser og bekendtskaber mens jeg har arbejdet med Strange Ears og Metal Royale, og ikke mindst fået ørerne indvaderet af nogle af de flotteste lyde.
Men jeg har også brugt tid og energi på diskussioner, overvejelser, planlægning og skænderier, m.m. som i bund og grund er fuldstændigt ligegyldige i det store billede.
Så efter nogle år, med en stigende nedprioritering af socialt liv, familie, kærlighed og egentligt også privatøkonomien, vil jeg nu tilbage til livet og friheden, og finde tid til de ting der faktisk tæller. Og jeg glæder mig!
Nok er der rigeligt med gæld som skal betales af, men livet har en tendens til at finde ud af detaljerne.
Slutteligt, er jeg dog ufattelig taknemmelig for de fantastiske mennesker jeg har siddet med hver dag på kontoret og grint og pjattet med , og som har været med til at føre en bette knægts lille drøm til noget virkeligt. Og ligeledes til de meget få, men til gengæld enormt skønne mennesker der arbejder med dansk musik.
Som den knægt jeg er, tillader jeg mig dog slutteligt at sende et stort suk, ud til de øvrige mange mennesker i den danske musikbranche som dagligt vælger at tilsidesætte god opførsel og moral, til fordel for egen vinding. Og også til dem som ikke tør at sige fra, fordi de er "afhængige" af samarbejdet.
Hvis ingen siger fra, sker der aldrig ændringer. Om det er musik eller politik.
Branchen har også et moralsk ansvar for at vise befolkningen at laveste fællesnævner ikke nødvendigvis er den bedste.
Slutteligt - tusind, tusind tak til alle dem som har arbejdet frivilligt og hårdt for de mærkelige ører de sidste år - jeg sætter uendeligt meget pris på det! og håber at de nye projekter kan videreføre grundtankerne bag og gøre det endnu bedre!
Tak for nu, og god vind!
Uden selvcensur og alt det andet. Bare tanker:
Jeg har opdaget at mennesker har så utroligt travlt med at opbygge identiteter, som skal passe til det billede de gerne vil have andre har af dem. Hvadenten det er den smarte indie-dreng med den fede klub, eller den forhøjede manager som ikke behøver at smile venligt fordi han er i toppen af fødekæden.
Det er som om vi som mennesker har så travlt med give os selv roller, fordi vi er bange for at skulle se de store spørgsmål i øjnene. Som om, at så længe vi kan lægge en rolle på os selv – ”ham fotografen”, ”ham dj´en”, ”ham forsangeren”, ”ham bartenderen”, osv. så kan vi bilde os selv at vi har en meningsfuld hverdag og udfylder vores plads i livet – men vi kan jo være så meget mere.
I de år jeg har haft i hele undergrunds/musik/kultur-spektret, har jeg set så mange fantastisk søde mennesker, stille og roligt udvikle sig til mere og mere overfladiske i kampen for at opretholde en form for identitet som skal passe på et billede som egentligt ikke passer, og den tiltagende inde usikkerhed som overtager.
De rigtige ”tags” på facebook, de rigtige ”venner” og deltagelse i de ”rigtige arrangementer”. Oftest uden helt at vide hvorfor.
Pludselig står man hver weekend til et eller anden arrangement med alle de rigtige folk, dj´er den rigtige musik, har det rigtige tøj på, og bliver dagen efter tagget på de rigtige billeder.
Og når man fjerner alt det overfladiske, står man tilbage og er ikke et eneste skridt nærmere på at vide hvem man i virkeligheden er, og hvad meningens med ens liv er.
Det var den ”åbenbaring” jeg en dag fik. Ideen om hvor få mennesker man virkelig kendte rigtige og inderligt holdt af, og hvor mange mennesker man i virkeligheden kun socialiserede med fordi man havde den rolle man nu engang havde.
Ud fra dette, kom en ny drøm – hvem er jeg, hvad er meningen med mit liv, og hvad med alle de aspekter af livet man overset i sin jagt på en identitet.
Således er drømmen fortsat at lave de ting som jeg inderligt brænder for.
Ny musik skal fortsat præsenteres på studenterhuset, ”det nye sort” skal fortsat laves, og et af verdens bedste albums er netop udgivet og skal kæmpes for.
Men efter en række gode og spændende år med musikken, er jeg nået frem til at tiden er inde til at afslutte et kapitel, og give plads til et nyt. Ikke som en afslutning på musikken, men en afslutning på kapitel et - nemlig Strange Ears.
Siden jeg var 18 har jeg brugt størstedelen af min tid, energi og penge på at lave en masse ting omkring musikken, og efter længere tids underbevidste overvejelser, fik jeg for nyligt afklaring som lys fra en klar himmel, at nu havde jeg fået det fra den kommercielle del af musiklivet som jeg skulle have.
Fremover vil jeg være involveret i nogle nye projekter og et par gamle.
Først og fremmest vil arbejdet med udgivelsen af Striving Vines fortsætte - deres album, står sammen med Kellermensch´ debutalbum, som mine absolutte yndlingsplader, omend det er vidt forskelligt.
Mit arbejde med undergrundsevents og magasinet Det Nye Sort, fortsætter i samarbejde med Alive Music, som har et ønske om at gøre endnu mere for væktslaget, og i den helt rette ånd. Det vil jeg gerne være med til, og vil således bruge nogle timer om ugen hos dem. Det nye sort fortsætter således, sammen med de øvrige frivillige - og skal udvikles til det fedeste undergrundsblad!
Herudover har jeg oprettet "Vækstlagsrådgivningen" som jeg fremover vil bruge til at hjælpe og rådgive nye aktører, musikere, osv. I det danske vækstlag. Mit håb er at det kan blive en fast del af det århusianske kulturliv, at der er et sted man kan få vejledning til undergrunden - og gerne i samarbejde med det nye rytmiske produktionscenter i Århus, hvor vækstlaget for alvor kan slå rødder.
Sidst, men vigtigst for mig selv, skal jeg færdiggøre de sidste HF-Fag, så jeg kan starte på drømmestudiet, som arkæolog, sideløbende med de nye projekter.
Men uanset - Jeg har fået de bedste oplevelser og bekendtskaber mens jeg har arbejdet med Strange Ears og Metal Royale, og ikke mindst fået ørerne indvaderet af nogle af de flotteste lyde.
Men jeg har også brugt tid og energi på diskussioner, overvejelser, planlægning og skænderier, m.m. som i bund og grund er fuldstændigt ligegyldige i det store billede.
Så efter nogle år, med en stigende nedprioritering af socialt liv, familie, kærlighed og egentligt også privatøkonomien, vil jeg nu tilbage til livet og friheden, og finde tid til de ting der faktisk tæller. Og jeg glæder mig!
Nok er der rigeligt med gæld som skal betales af, men livet har en tendens til at finde ud af detaljerne.
Slutteligt, er jeg dog ufattelig taknemmelig for de fantastiske mennesker jeg har siddet med hver dag på kontoret og grint og pjattet med , og som har været med til at føre en bette knægts lille drøm til noget virkeligt. Og ligeledes til de meget få, men til gengæld enormt skønne mennesker der arbejder med dansk musik.
Som den knægt jeg er, tillader jeg mig dog slutteligt at sende et stort suk, ud til de øvrige mange mennesker i den danske musikbranche som dagligt vælger at tilsidesætte god opførsel og moral, til fordel for egen vinding. Og også til dem som ikke tør at sige fra, fordi de er "afhængige" af samarbejdet.
Hvis ingen siger fra, sker der aldrig ændringer. Om det er musik eller politik.
Branchen har også et moralsk ansvar for at vise befolkningen at laveste fællesnævner ikke nødvendigvis er den bedste.
Slutteligt - tusind, tusind tak til alle dem som har arbejdet frivilligt og hårdt for de mærkelige ører de sidste år - jeg sætter uendeligt meget pris på det! og håber at de nye projekter kan videreføre grundtankerne bag og gøre det endnu bedre!
Tak for nu, og god vind!
Abonner på:
Opslag (Atom)