Tror faktisk pladesalget er steget på internationalt plan. Det vi ikke får talt med er de 500.000+ bands i hele verden som kun kan sælge plader live og putter det direkte i bandkassen.
Tænk blot hvor mange plader der sælges herhjemme til koncerter med små navne, som ikke ryger med i de samlede tal. Blot en morgentanke.
onsdag den 29. december 2010
fredag den 10. december 2010
FREMTIDENS MUSIKERE ER EVENTMAKERS!
DEBAT-INDLÆG
Af Steffen Rasmussen, Vækstlagsrådgivningen & Det Nye Sort.
FREMTIDENS MUSIKERE ER EVENTMAKERS!
I tider hvor der bruges ualmindeligt mange timer og kræfter på at debattere og diskutere musikbranchens fremtid, samt branchens og musikernes roller, er det som om at debatten er gået lidt i stå i de samme felter.
Digitaliseringen og pengene er blevet omdrejningspunktet.
Man hører ofte argumentet om at musikerne skal acceptere tabet af salgsindtægter, for i stedet vil de få mange flere koncerter pga. den udvidede fanskare. Det kan man så være enig, eller uenig i.
Det tilhørende problem er blot at netop fordi der er mange, mange flere bands om buddet end der var for blot 10 år siden, så er det også tilsvarende sværere at få koncerter, radio og presse – der er jo trods alt kun et begrænset antal pladser på de danske scener.
Men jeg mener nu alligevel at man kan se at mange de bands som har været hyperaktive på promotion- og livefronten, også er de bands som får bygget et navn op nedefra. Mimas, Ginger Ninja, The Bang Bang Brain, Malrun, Dad Rocks, Kris Herman, m.fl, samt udenlandske tournavne som f.eks. Local Natives, Caspian og AndSoIWatchYouFromAfar er gode eksempler på bands som har gjort sig bemærket på lyntid igennem hyppig koncertvirksomhed.
Min konklusion er altså, at hvis man spiller rigtig mange koncerter, så følger der også en naturlig del omtale, presse og digitalisering med (samt live-salg) og ergo vil det være den bedste måde at komme frem blandt de mange i de nye tider.
Men hvordan gør man det, hvis man konstant løber hovedet imod muren fordi man ikke kan få booket de jobs?
Man laver dem selv!
Det er en mulighed som er så fantastisk – alle bands kan skabe deres egne events, og desuden lave penge på dem. Resultatet er ikke kun flere jobs og god profilering, det er også en større bandkasse – med råd til flere promotion-tiltag og eksempelvis udenlandske eventyr.
En hyppig brugt metode som de fleste bands kender, udgør et fint eksempel;
Release-shows
Man oplever oftest at et band som har en plade på trapperne, selv arrangerer et release-show, hvor der oftest er fuldt hus og masser af kroner i entrékassen.
Hvorfor ikke udvide dette?
Man kontakter et spillested, som takker nej til at booke en.
I stedet smider man sin es på bordet – ”jamen så vil vi gerne lege spillestedet”.
Spillestederne kan godt bruge pengene, og vil ofte takke ja, så længe produktet ikke er helt hen i vejret. De har jo intet at tabe økonomisk, i forhold til en normal aften. Her kan man med fordel foreslå en gradueret lejeaftale. Dvs. at jo flere der kommer – jo billigere blive lejen! Hvorfor? Fordi spillestedet således sælger mere i baren, og på den måde er alle vindere.
Dvs. at musikeren har en udgift på leje af spillested på fx 6.000,-
heri ligger lydtekniker, afvikler og til tider en dørmand. Man er så at sige på plads, og skal blot bruge noget support og noget mad.
Der er to scenarier. Et stort spillested og et lille spillested.
Bor man i en større by, kan man med fordel vælge et stort spillested.
Det virker måske urrealistisk at trække 400 mennesker som upcoming band – men det skal man heller ikke.
Man lejer stedet, hyrer evt. 5 andre navne, hvoraf 1-2 er sangskrivere og således ikke kræver set-up tid, etc. Så fordeler man navnene på to scener, og laver korte setlister. Pludselig har man en aften fyldt med lokale navne, som kan trække en masse venner til. De øvrige bands kender man, og de vil således gerne optræde gratis (måske) fordi at det er en god mulighed for promotion, i forbindelse med en koncert på byens store spillested.
Bandet er jo som sagt arrangører og bestemmer således også hvad entréen skal være og hvad der skal stå på plakaten. Man får altså fremhævet sit eget navn som hovednavn og de øvrige som support. På den måde får man profileret sit band som ”på vej frem” da man jo pludselig er hovednavn på byens store sted.
Da det er et event for vækstlaget vil man ofte kunne hive støttekroner hjem og sidst, men ikke mindst, så har man entréen at gøre godt med.
Hvis aftalen betyder at lejen går i nul når der kommer fx 300 mennesker,
og der kun kommer 200, så betyder det måske at lejen er på 2.000,- i den graduerede lejeaftale.
Men så har man til gengæld fået 200 publikummer ind som hver især har betalt f.eks. 50,- = resultatet er et overskud på 8.000,-
Så trækker man skat og mad fra, og går stadig hjem med langt flere penge end man ellers ville gøre – herudover har man spillet på byens store scene, man har fået sit navn ud i byen, man har spillet for et væld af nye publikummer og man har fået presseomtale – hvis man har sendt en god pressemeddelelse ud vel og mærke.
Herefter går man sådan set bare i gang, med at planlægge det rundt omkring i landet. Til tider vil der være underskud, men hvis man gør det godt nok og bruger masser af lokale navne, så vil man i sidste ende få et overskud – og ikke mindst en masse kodapenge.
Der er mange andre eksempler.
Det kan være aftaler med butikker, caféer, receptioner, gadekoncerter,
temafester, velgørenhedsevents, vækstlagsaftener, og meget andet.
- I bund grund er det kun fantasien som sætter grænser.
Fremtidens bands kan bygge sig selv op igennem events – resultatet er desuden et kreativt, sammenhængende bands som kan mere end bare at spille musik, og som lynhurtigt får et stort netværk de kan trække på.
Steffen Rasmussen
steffen@detnyesort.org
- find vækstlagsrådgivningen på facebook -
Af Steffen Rasmussen, Vækstlagsrådgivningen & Det Nye Sort.
FREMTIDENS MUSIKERE ER EVENTMAKERS!
I tider hvor der bruges ualmindeligt mange timer og kræfter på at debattere og diskutere musikbranchens fremtid, samt branchens og musikernes roller, er det som om at debatten er gået lidt i stå i de samme felter.
Digitaliseringen og pengene er blevet omdrejningspunktet.
Man hører ofte argumentet om at musikerne skal acceptere tabet af salgsindtægter, for i stedet vil de få mange flere koncerter pga. den udvidede fanskare. Det kan man så være enig, eller uenig i.
Det tilhørende problem er blot at netop fordi der er mange, mange flere bands om buddet end der var for blot 10 år siden, så er det også tilsvarende sværere at få koncerter, radio og presse – der er jo trods alt kun et begrænset antal pladser på de danske scener.
Men jeg mener nu alligevel at man kan se at mange de bands som har været hyperaktive på promotion- og livefronten, også er de bands som får bygget et navn op nedefra. Mimas, Ginger Ninja, The Bang Bang Brain, Malrun, Dad Rocks, Kris Herman, m.fl, samt udenlandske tournavne som f.eks. Local Natives, Caspian og AndSoIWatchYouFromAfar er gode eksempler på bands som har gjort sig bemærket på lyntid igennem hyppig koncertvirksomhed.
Min konklusion er altså, at hvis man spiller rigtig mange koncerter, så følger der også en naturlig del omtale, presse og digitalisering med (samt live-salg) og ergo vil det være den bedste måde at komme frem blandt de mange i de nye tider.
Men hvordan gør man det, hvis man konstant løber hovedet imod muren fordi man ikke kan få booket de jobs?
Man laver dem selv!
Det er en mulighed som er så fantastisk – alle bands kan skabe deres egne events, og desuden lave penge på dem. Resultatet er ikke kun flere jobs og god profilering, det er også en større bandkasse – med råd til flere promotion-tiltag og eksempelvis udenlandske eventyr.
En hyppig brugt metode som de fleste bands kender, udgør et fint eksempel;
Release-shows
Man oplever oftest at et band som har en plade på trapperne, selv arrangerer et release-show, hvor der oftest er fuldt hus og masser af kroner i entrékassen.
Hvorfor ikke udvide dette?
Man kontakter et spillested, som takker nej til at booke en.
I stedet smider man sin es på bordet – ”jamen så vil vi gerne lege spillestedet”.
Spillestederne kan godt bruge pengene, og vil ofte takke ja, så længe produktet ikke er helt hen i vejret. De har jo intet at tabe økonomisk, i forhold til en normal aften. Her kan man med fordel foreslå en gradueret lejeaftale. Dvs. at jo flere der kommer – jo billigere blive lejen! Hvorfor? Fordi spillestedet således sælger mere i baren, og på den måde er alle vindere.
Dvs. at musikeren har en udgift på leje af spillested på fx 6.000,-
heri ligger lydtekniker, afvikler og til tider en dørmand. Man er så at sige på plads, og skal blot bruge noget support og noget mad.
Der er to scenarier. Et stort spillested og et lille spillested.
Bor man i en større by, kan man med fordel vælge et stort spillested.
Det virker måske urrealistisk at trække 400 mennesker som upcoming band – men det skal man heller ikke.
Man lejer stedet, hyrer evt. 5 andre navne, hvoraf 1-2 er sangskrivere og således ikke kræver set-up tid, etc. Så fordeler man navnene på to scener, og laver korte setlister. Pludselig har man en aften fyldt med lokale navne, som kan trække en masse venner til. De øvrige bands kender man, og de vil således gerne optræde gratis (måske) fordi at det er en god mulighed for promotion, i forbindelse med en koncert på byens store spillested.
Bandet er jo som sagt arrangører og bestemmer således også hvad entréen skal være og hvad der skal stå på plakaten. Man får altså fremhævet sit eget navn som hovednavn og de øvrige som support. På den måde får man profileret sit band som ”på vej frem” da man jo pludselig er hovednavn på byens store sted.
Da det er et event for vækstlaget vil man ofte kunne hive støttekroner hjem og sidst, men ikke mindst, så har man entréen at gøre godt med.
Hvis aftalen betyder at lejen går i nul når der kommer fx 300 mennesker,
og der kun kommer 200, så betyder det måske at lejen er på 2.000,- i den graduerede lejeaftale.
Men så har man til gengæld fået 200 publikummer ind som hver især har betalt f.eks. 50,- = resultatet er et overskud på 8.000,-
Så trækker man skat og mad fra, og går stadig hjem med langt flere penge end man ellers ville gøre – herudover har man spillet på byens store scene, man har fået sit navn ud i byen, man har spillet for et væld af nye publikummer og man har fået presseomtale – hvis man har sendt en god pressemeddelelse ud vel og mærke.
Herefter går man sådan set bare i gang, med at planlægge det rundt omkring i landet. Til tider vil der være underskud, men hvis man gør det godt nok og bruger masser af lokale navne, så vil man i sidste ende få et overskud – og ikke mindst en masse kodapenge.
Der er mange andre eksempler.
Det kan være aftaler med butikker, caféer, receptioner, gadekoncerter,
temafester, velgørenhedsevents, vækstlagsaftener, og meget andet.
- I bund grund er det kun fantasien som sætter grænser.
Fremtidens bands kan bygge sig selv op igennem events – resultatet er desuden et kreativt, sammenhængende bands som kan mere end bare at spille musik, og som lynhurtigt får et stort netværk de kan trække på.
Steffen Rasmussen
steffen@detnyesort.org
- find vækstlagsrådgivningen på facebook -
Abonner på:
Opslag (Atom)