Tankerne Bag

Hermed lidt tanker om lukningen af Strange Ears og nye kapitler i livet.
Uden selvcensur og alt det andet. Bare tanker:

Jeg har opdaget at mennesker har så utroligt travlt med at opbygge identiteter, som skal passe til det billede de gerne vil have andre har af dem. Hvadenten det er den smarte indie-dreng med den fede klub, eller den forhøjede manager som ikke behøver at smile venligt fordi han er i toppen af fødekæden.
Det er som om vi som mennesker har så travlt med give os selv roller, fordi vi er bange for at skulle se de store spørgsmål i øjnene. Som om, at så længe vi kan lægge en rolle på os selv – ”ham fotografen”, ”ham dj´en”, ”ham forsangeren”, ”ham bartenderen”, osv. så kan vi bilde os selv at vi har en meningsfuld hverdag og udfylder vores plads i livet – men vi kan jo være så meget mere.
I de år jeg har haft i hele undergrunds/musik/kultur-spektret, har jeg set så mange fantastisk søde mennesker, stille og roligt udvikle sig til mere og mere overfladiske i kampen for at opretholde en form for identitet som skal passe på et billede som egentligt ikke passer, og den tiltagende inde usikkerhed som overtager.

De rigtige ”tags” på facebook, de rigtige ”venner” og deltagelse i de ”rigtige arrangementer”. Oftest uden helt at vide hvorfor.
Pludselig står man hver weekend til et eller anden arrangement med alle de rigtige folk, dj´er den rigtige musik, har det rigtige tøj på, og bliver dagen efter tagget på de rigtige billeder.
Og når man fjerner alt det overfladiske, står man tilbage og er ikke et eneste skridt nærmere på at vide hvem man i virkeligheden er, og hvad meningens med ens liv er.
Det var den ”åbenbaring” jeg en dag fik. Ideen om hvor få mennesker man virkelig kendte rigtige og inderligt holdt af, og hvor mange mennesker man i virkeligheden kun socialiserede med fordi man havde den rolle man nu engang havde.

Ud fra dette, kom en ny drøm – hvem er jeg, hvad er meningen med mit liv, og hvad med alle de aspekter af livet man overset i sin jagt på en identitet.

Således er drømmen fortsat at lave de ting som jeg inderligt brænder for.
Ny musik skal fortsat præsenteres på studenterhuset, ”det nye sort” skal fortsat laves, og et af verdens bedste albums er netop udgivet og skal kæmpes for.
Men efter en række gode og spændende år med musikken, er jeg nået frem til at tiden er inde til at afslutte et kapitel, og give plads til et nyt. Ikke som en afslutning på musikken, men en afslutning på kapitel et - nemlig Strange Ears.
Siden jeg var 18 har jeg brugt størstedelen af min tid, energi og penge på at lave en masse ting omkring musikken, og efter længere tids underbevidste overvejelser, fik jeg for nyligt afklaring som lys fra en klar himmel, at nu havde jeg fået det fra den kommercielle del af musiklivet som jeg skulle have.

Fremover vil jeg være involveret i nogle nye projekter og et par gamle.
Først og fremmest vil arbejdet med udgivelsen af Striving Vines fortsætte - deres album, står sammen med Kellermensch´ debutalbum, som mine absolutte yndlingsplader, omend det er vidt forskelligt.
Mit arbejde med undergrundsevents og magasinet Det Nye Sort, fortsætter i samarbejde med Alive Music, som har et ønske om at gøre endnu mere for væktslaget, og i den helt rette ånd. Det vil jeg gerne være med til, og vil således bruge nogle timer om ugen hos dem. Det nye sort fortsætter således, sammen med de øvrige frivillige - og skal udvikles til det fedeste undergrundsblad!

Herudover har jeg oprettet "Vækstlagsrådgivningen" som jeg fremover vil bruge til at hjælpe og rådgive nye aktører, musikere, osv. I det danske vækstlag. Mit håb er at det kan blive en fast del af det århusianske kulturliv, at der er et sted man kan få vejledning til undergrunden - og gerne i samarbejde med det nye rytmiske produktionscenter i Århus, hvor vækstlaget for alvor kan slå rødder.

Sidst, men vigtigst for mig selv, skal jeg færdiggøre de sidste HF-Fag, så jeg kan starte på drømmestudiet, som arkæolog, sideløbende med de nye projekter.

Men uanset - Jeg har fået de bedste oplevelser og bekendtskaber mens jeg har arbejdet med Strange Ears og Metal Royale, og ikke mindst fået ørerne indvaderet af nogle af de flotteste lyde.
Men jeg har også brugt tid og energi på diskussioner, overvejelser, planlægning og skænderier, m.m. som i bund og grund er fuldstændigt ligegyldige i det store billede.

Så efter nogle år, med en stigende nedprioritering af socialt liv, familie, kærlighed og egentligt også privatøkonomien, vil jeg nu tilbage til livet og friheden, og finde tid til de ting der faktisk tæller. Og jeg glæder mig!
Nok er der rigeligt med gæld som skal betales af, men livet har en tendens til at finde ud af detaljerne.

Slutteligt, er jeg dog ufattelig taknemmelig for de fantastiske mennesker jeg har siddet med hver dag på kontoret og grint og pjattet med , og som har været med til at føre en bette knægts lille drøm til noget virkeligt. Og ligeledes til de meget få, men til gengæld enormt skønne mennesker der arbejder med dansk musik.

Som den knægt jeg er, tillader jeg mig dog slutteligt at sende et stort suk, ud til de øvrige mange mennesker i den danske musikbranche som dagligt vælger at tilsidesætte god opførsel og moral, til fordel for egen vinding. Og også til dem som ikke tør at sige fra, fordi de er "afhængige" af samarbejdet.
Hvis ingen siger fra, sker der aldrig ændringer. Om det er musik eller politik.
Branchen har også et moralsk ansvar for at vise befolkningen at laveste fællesnævner ikke nødvendigvis er den bedste.

Slutteligt - tusind, tusind tak til alle dem som har arbejdet frivilligt og hårdt for de mærkelige ører de sidste år - jeg sætter uendeligt meget pris på det! og håber at de nye projekter kan videreføre grundtankerne bag og gøre det endnu bedre!

Tak for nu, og god vind!